Sildemåge – Larus fuscus – Lesser Black-backed Gull
Forekomst
Sildemågen er en ret almindelig ynglefugl i Danmark. Fugle fra Østersøegnene, Vestsverige og Sydnorge forekommer på træk og som sommergæster i de danske farvande. Sildemågen ses sjældent om vinteren.
Bestandsudvikling
Sildemågen forekommer i tre underarter, hvoraf den baltiske sildemåge yngler med omkring 100 par i Danmark og har været i tilbagegang. Nordsø-sildemågen yngler især i Kattegat-området og er i markant fremgang. Ynglebestanden var sidst i 1980'erne 2.000 par. Den britiske sildemåge yngler sjældent i Vestjylland. Den nordøsteuropæiske bestand, hvortil de baltiske sildemåger hører, var først i 1990'erne på 200.000-300.000 fugle, mens den vesteuropæiske bestand af Nordsø-sildemåge var på 400.000-500.000 fugle.
Jagtudbytte
Da sildemågen trækker tidligt ud af landet om efteråret, nedlægges den kun i beskedent antal. I 1990’erne har det gennemsnitlige, årlige udbytte af sildemåger været 500, hovedsageligt ungfugle. Fuglene nedlægges tidligt i jagtsæsonen.
Jagtens indflydelse på bestanden
Sildemågen har kun underordnet betydning som jagtobjekt. Jagten formodes ikke at have nogen indflydelse på bestanden.
|