Forekomst

Ræven er almindeligt forekommende over hele landet med undtagelse af enkelte mindre øer.

Set på landsbasis steg rævebestanden fra begyndelsen af 1940’erne til omkring 1970, men er derefter faldet noget igen. I forbindelse med udbrud af rabies blev der i årene 1964-74 og 1978-82 gennemført en række kampagner i Syd- og Sønderjylland for at reducere rævebestanden mest muligt i et forsøg på at begrænse risikoen for yderligere spredning af sygdommen. Selv om bestanden formentlig faldt til under 20% af niveauet før rabiesudbruddet, var ræven efter bekæmpelsens afslutning i stand til at genetablere sig i bekæmpelsesområdet i løbet af få år. I efteråret 1984 blev der konstateret skab i rævebestanden i Sønderjylland og i 1986 på Bornholm. Der er ikke gennemført egentlige undersøgelser af skabens udbredelse og effekt på rævebestanden, men udviklingen har kunnet følges gennem registrering af skabtilfælde, indsendelse af dødfundne og skudte ræve samt gennem vildtudbyttestatistikken. På Bornholm blev rævebestanden i løbet af få år reduceret til ganske få dyr, og i 1990 blev ræven midlertidigt totalfredet på øen. I Jylland bredte skaben sig først til Vest- og Midtjylland, derefter til Nord- og Østjylland og sidst til Djursland. Allerede først i 1990’erne begyndte udviklingen dog at vende igen, først i de sydjyske amter, og nu er rævebestandene tilsyneladende i fremgang i alle jyske amter. Skabens udbredelse blev næsten overalt fulgt af en mærkbar nedgang i rævebestandene. De bestandsmæssige effekter kan lokalt have været lige så stærke som på Bornholm, men er i nogen grad blevet sløret af , at der til stadighed har kunnet vandre ræve ind fra tilstødende områder. Der er, bortset fra Bornholm, ikke konstateret skab øst for Lillebælt. Gennem de seneste årtier har ræven - som det er tilfældet mange andre steder i Europa - etableret egentlige bestande i bymæssige og bynære områder, fx Århus og København. Det vides ikke, om disse bestande producerer et overskud, og i hvilket omfang der sker udveksling med bestandene uden for byområderne.

Det årlige jagtudbytte steg fra ca. 20.000 midt i 1940’erne til ca. 60.000 i sidste halvdel af 1960’erne, hvorefter det faldt til ca. 45.000 i begyndelsen af 1980’erne. I sidste halvdel af 1980’erne lå udbyttet omkring 50.000, og efter et dyk på grund af ræveskaben er udbyttet igen på vej opad. Svingningerne i jagtudbyttet afspejler formodentlig ændringer i rævebestandens størrelse, men bortset fra de seneste års effekt af ræveskaben, er det ikke muligt at pege på en enkelt faktor som årsag til ændringerne. Jagtudbyttet er størst i de nørdøstsjællandske amter. Udbyttet i Jylland er størst i Syd- og Sønderjylland, mindst i Århus og Nordjyllands amter. De geografiske forskelle i udbyttet afspejler formentlig i grove træk relative forskelle i bestandstæthed. De fleste ræve skydes enten på specielle rævejagter, især gravjagt i vintermånederne, eller under klap-, driv- og trykjagter i efterårsmånederne.

Et materiale fra Sønderjylland viser, at omsætningen i en rævebestand kan være meget hurtig. Omkring 60% af individerne i ynglebestanden var 1-års dyr, dvs. hvalpe fra det foregående år. Det vides ikke, om omsætningen i det øvrige land ligger på samme niveau, men det generelle indtryk er, at ræven er udsat for et højt jagttryk i de fleste egne af landet. Der foreligger ingen undersøgelser af jagtens indflydelse på bestandsstørrelsen. Erfaringer fra rabieskampagnerne viser, at det kræver en særdeles intensiv indsats at reducere bestanden væsentligt gennem jagt. Det er dog sandsynligt, at jagten på de fleste revirer har en bestandsbegrænsende effekt.

Ræven kan forvolde skade ved at tage fjerkræ, herunder fasaner, agerhøns og ænder, i hønsehuse og på opdrætspladser. Den eksisterende lovgivning giver mulighed for regulering i disse tilfælde. De fleste undersøgelser viser endvidere, at ræven udøver et stort prædationstryk på flere af de vildtarter, som jægerne er mest interesseret i. Det vides ikke, om afkortningen af jagttiden fra 1994 og eventuelt en mindre intensiv gravjagt på grund af totalfredning af grævlingen fra 1990 har medført en generel nedgang i jagttrykket på ræven og dermed en stigning i bestanden. I takt med opbygningen af regulære byrævebestande er der visse steder behov for at regulere rævebestande i bymæssige områder. Behovet for praktiske reguleringsmuligheder her strækker sig fra tilfælde som almindelige gener og ubehag ved rævens tilstedeværelse til alvorlige situationer som udbrud af skab og rabies. I de sidstnævnte tilfælde vil en regulær bekæmpelseskampagne ske i offentligt regi, men selv i de tilfælde, hvor der blot er tale om gener, vil formentlig kun et fåtal af grundejerne være i stand til selv at udføre den regulering, som loven giver mulighed for.