Den danske Vildtudbyttestatistik

Rådyr

(eng.) Roe Deer
(la.) Capreolus capreolus


Forekomst

Rådyret er almindeligt forekommende over hele landet. Udsat på en række mindre øer.

 

Bestandsudvikling

I slutningen af 1800-tallet var rådyret udryddet i mange egne af landet som følge af stærk efterstræbelse. Efter århundredskiftet begyndte bestanden igen at brede sig, men omkring 1940 var der stadig landsdele, hvor rådyret ikke fandtes. I dag forekommer rådyret over hele landet, de fleste steder i talstærke bestande. Stigningen har været særlig kraftig efter 1970, og sideløbende har der været en kraftig fremgang i jagtudbyttet. Det har kunnet lade sig gøre, fordi jægerne i stigende grad har udvist forståelse for, at jagtudbyttet ikke må overstige, hvad der er grundlag for i den årlige produktion af lam i bestanden, og fordi der har været en generel tilbageholdenhed hos de fleste jægere med hensyn til at nedlægge voksne råer. Den meget betydelige fremgang gennem den seneste halve snes år kan delvis forklares med et forbedret fødeudbud i kraft af det stigende areal med vintergrønne og braklagte marker, en række milde vintre og en faldende prædation, idet lokale rævebestande i Jylland og på Bornholm fra 1985 og fremefter har været stærkt reduceret på grund af skab.

 

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte har været jævnt stigende fra ca. 20.000 i begyndelsen af 1940’erne til ca. 100.000 i dag. Stigningen har været særlig kraftig efter 1970, og alene fra midten af 1980’erne til midten af 1990’erne er udbyttet fordoblet. Selv om der er store geografiske forskelle mellem landsdelene med hensyn til landskabstyper, arealanvendelse, udbytteniveau og jagtlige traditioner, er stigningen i udbyttet forløbet meget parallelt på Øerne og i Jylland. Kun Bornholm skiller sig ud med en særlig kraftig stigning gennem de seneste år. Udbyttet pr. arealenhed er størst på Bornholm og Fyn samt i Vestsjællands og Storstrøms amter og mindst i Nord- og Vestjylland. De geografiske forskelle i udbyttestørrelse afspejler forskelle i bestandstætheden. I sæsonen 1993/94 var der 48% bukke, 18% råer og 34% lam i jagtudbyttet. Mere end 80% af bukkene blev nedlagt under sommerjagten, og knap 60% af sommerbukkene blev nedlagt i maj måned. Det samlede efterårsudbytte var fordelt med 32% i oktober, 41% i november og 27% i december. Alle sommerbukkene og en tredjedel af det samlede efterårsudbytte blev nedlagt med riffel, resten med haglgevær.

 

Jagtens indflydelse på bestanden

Den fremgang, som rådyrbestanden har udvist gennem dette århundrede, tyder ikke på, at jagttrykket generelt har været for højt. Men rådyrbestandens fremtidige udvikling vil bl.a. afhænge af jagtudbyttets køns- og aldersmæssige sammensætning. Fortsættes den hidtidige udvikling, vil bestanden formentlig falde på grund af en faldende nettoproduktion af lam og en stigende naturlig dødelighed. Men hvis der bliver en bedre balance mellem køns- og aldersklasserne - især gennem en øget afskydning af råer og lam, så vil muligheden for at fastholde det nuværende, høje bestandsniveau blive forbedret. Der findes dog stadig revirer, hvor jagten drives så hårdt, at opretholdelsen af den lokale bestand er afhængig af indvandring fra naborevirerne.

 

Forvaltningsproblemer

Rådyr forvolder ingen ingen væsentlige skader. Forbudet mod jagt på små arealer vil formentlig betyde, at jagttrykket mindskes på nogle af de mindre revirer.