Den danske Vildtudbyttestatistik

Pibeanden er en sjælden ynglefugl i Danmark. De danske fugle er en del af den nordeuropæiske bestand, som overvintrer i Nordvesteuropa. Fugle fra yngleområder i Skandinavien, det nordlige Rusland og Sibirien forekommer talrigt på træk i marts-maj og august-november og som overvintrende i milde vintre.

Den nordvesteuropæiske bestand har været stigende gennem de sidste 20 år. I 1986 blev bestanden vurderet til 750.000 individer og i 1994 til 1,25 mio. Årsagen til fremgangen kendes ikke. Den danske ynglebestand var på ca. 20 par i slutningen af 1980'erne. Antallet, der raster om efteråret, er steget i begyndelsen af 1990'erne som følge af reservatoprettelse ved Ulvshale-Nyord og i Nibe-Gjøl Bredning.

Det årlige jagtudbytte, der har været opgjort siden 1969, var i begyndelsen 40.000-50.000 fugle. Indtil midten af 1980'erne var der en svagt faldende tendens til lidt under 40.000. Efter en stigning i 1993 og 1994 til henholdsvis 58.000 og 66.500 fugle er udbyttet faldet til et niveau på godt 30.000. Udbyttets størrelse er især afhængig af yngleresultatet i det pågældende år. Pibeænderne nedlægges især i kystnære områder omkring Limfjorden, de vestjyske fjorde, Vadehavet, Sydfynske Øhav, Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster. De fleste skydes i Ringkøbing og Ribe Amter. Den tidsmæssige fordeling af udbyttet viser en stigning gennem september med kulmination i første halvdel af oktober, hvilket afspejler træktidspunktet. Efter midten af november nedlægges kun få pibeænder. Gamle hanner og hunner udgør henholdsvis 19% og 12% af udbyttet, med flest i begyndelsen af jagtsæsonen. Forholdet mellem gamle hanner og hunner er 1,6:1 og for unge hanner og hunner 1,1:1. Omkring halvdelen af pibeænderne nedlægges på aftentræk, ca. 35% på morgentræk og 5% på dagtræk.

I midten af 1980'erne blev der årligt nedlagt ca. 200.000 pibeænder i Nordvesteuropa. Den jagtlige udnyttelse har ikke forhindret, at der er sket en markant bestandsfremgang. Pibeanden er kystnær og forekommer i forholdsvis store flokke, hvilket gør den udsat for jagtlige forstyrrelser. Oprettelse af jagtfrie kerneområder vil formentlig afbøde den forstyrrende effekt.