Den danske Vildtudbyttestatistik

Krondyr

(eng.) Red Deer
(la.) Cervus elaphus


Forekomst

Fritstående krondyr forekommer i alle dele af Jylland og desuden i Nord- og Midtsjælland.

 

Bestandsudvikling

Indtil begyndelsen af 1970’erne fandtes fritstående krondyr kun i Øst-, Midt- og Vestjylland. Siden har arten bredt sig dels til Sønderjylland, dels til nord for Limfjorden. Den sønderjyske bestand er opstået ved naturlig spredning. Det gælder også for den nordjyske bestand, men den er siden suppleret med udsatte dyr. Den samlede fritlevende forårsbestand skønnes at være af størrelsesordenen 5.000 dyr. Den største fritlevende bestand, skønsmæssigt omkring 1.000 dyr, findes i klitplantagerne omkring Oksbøl. Efter at have været udryddet som fritlevende på Sjælland i 1854 etablerede ni undslupne krondyr fra en dyrehave atter en fritlevende bestand i 1971. Denne bestand er siden suppleret med udsatte dyr fra Jægersborg Dyrehave. I dag findes en mindre bestand i de nordøstsjællandske skove samt spredte forekomster på Midtsjælland.

 

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte var indtil begyndelsen af 1970’erne mindre end 1.000 dyr. Derefter er udbyttet steget til omkring 3.000 midt i 1990’erne. Det må formodes, at en del dyr fra hjortefarme fejlagtigt anføres som jagtudbytte, men omfanget kendes ikke. Der er imidlertid ingen tvivl om, at den store stigning i udbyttet efter 1970 afspejler en kraftig vækst i de fritlevende bestande. Det samlede udbytte af krondyr er så relativt lavt, at omlægning af afskydningspolitikken på enkelte, større distrikter vil afspejles i landsudbyttet. Det kunne ses f.eks. i 1983-84, hvor der blev gennemført en kraftig reduktion af bestanden i Ribe Amt. Over 90% af det totale krondyrudbytte nedlægges i Jylland, heraf mere end halvdelen i Ribe og Ringkøbing amter.

 

Jagtens indflydelse på bestanden

Bestandsniveauet for krondyr i Danmark er primært et spørgsmål om, hvordan bestandene beskydes. Såvel lokalt som på landsplan er jagt i øjeblikket den eneste bestandsbegrænsende faktor af betydning. Det skønnes, at såfremt bestandene fik lov til at udvikle sig frit, ville der kunne leve mere end 250.000 krondyr i Danmark. Der er generelt en skæv køns- og aldersfordeling i bestanden, idet der på grund af et hårdt jagttryk på hjortene kun er få gamle, veludviklede hjorte.

 

Forvaltningsproblemer

Krondyr forvolder skader på landbrugsafgrøder og skrælleskader på nåletræer. Det har hidtil været muligt at opnå den ønskede begrænsning af de fritlevende bestande gennem den jagt og regulering, som loven giver mulighed for. Jagtmuligheden tjener på mange arealer som en form for kompensation for afgrødeskader forvoldt af krondyr.