Den danske Vildtudbyttestatistik

 

Fløjlsand – Melanitta fusca – Velvet Scoter

Forekomst

Fløjlsænder fra yngleområder i Skandinavien, Baltikum og det nordlige Rusland forekommer talrigt som træk- og vintergæster i de danske farvande. Et stort antal ikke-ynglende fugle optræder tillige om sommeren bl.a. for at fælde svingfjer.

 

Bestandsudvikling

Den nordvesteuropæiske bestand er anslået til 1 million fugle, hvilket er en stigning på 750.000 i forhold til tidligere opgørelser. Bestanden vurderes som stabil, og den talmæssige fremgang er alene udtryk for en mere fuldstændig optælling af bestanden. I de danske farvand overvintrer op til 122.000 fugle.

 

Jagtudbytte

Udbyttet er faldet fra ca. 10.000 fugle midt i 1960'erne til 2.000-4.000 i 1990'erne. Udbyttet synes at have stabiliseret sig de seneste år. Nedgangen er ikke udtryk for en tilbagegang i bestanden, men ændrede jagttraditioner og indskrænkninger i jagtudøvelsen. Udbyttets størrelse det enkelte år er meget afhængig af vejrforholdene. De fleste fløjlsænder nedlægges i det sydvestlige Kattegat (Århus og Fyns Amter) samt i de farvande, der hører til Vestsjællands Amt. De fleste fløjlsænder nedlægges i sidste halvdel af januar og i februar. De gamle hanner udgør i gennemsnit 55% af jagtudbyttet, de gamle hunner 21% og ungfuglene 24%. De gamle hanner er især dominerende i februarudbyttet (før 1994) med 66%. Forholdet mellem gamle hanner og hunner er 3,3:1; for ungfugle 1,2:1. Næsten alle fløjlsænder nedlægges fra mellemstore og 1-mands motorpramme.

 

Jagtens indflydelse på bestanden

I Sverige nedlægges årligt 1.000-2.000 fløjlsænder. Den samlede afskydning er lille i forhold til bestandsstørrelsen, og jagten vurderes at have en ubetydelig effekt på bestanden. Arten forekommer i åbne havområder, oftest fjernt fra kysten, og er derfor forholdsvis ufølsom over for forstyrrelser.