Den danske Vildtudbyttestatistik

 

Toppet skallesluger – Mergus serrator – Red-breasted Merganser

Forekomst

Toppet skallesluger er en spredt forekommende dansk ynglefugl. De danske fugle er en del af den nordvesteuropæiske bestand. Fugle fra Skandinavien, Baltikum og Rusland forekommer på træk i de danske farvande i marts-april og september-december og som overvintrende. Om sommeren forekommer spredte flokke af fældende fugle.

 

Bestandsudvikling

Den nordvesteuropæiske bestand er på 100.000 fugle og betragtes som stabil. Omkring 15.000 fugle overvintrer i danske farvande. Den danske ynglebestand var sidst i 1980'erne på 1.000-2.000 par.

 

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte lå fra slutningen af 1960'erne til midt i 1970'erne på ca 7.000 fugle. Siden er det faldet til under 5.000 fugle om året. Tilbagegangen må antages at være forårsaget af ændrede jagttraditioner og indskrænkninger i jagtudøvelsen. Indtil indførelsen af en lokal særfredning blev der nedlagt mange toppede skalleslugere i Storstrøms og Fyns Amter. Endvidere blev der nedlagt mange i Vestsjællands, Ringkøbing, Viborg og Nordjyllands Amter, hvilket fortsat er tilfældet. Den tidsmæssige fordeling viser, at de fleste nedlægges i begyndelsen af oktober og i slutningen af februar (før 1994). De gamle hanner udgør en stigende andel af det samlede udbytte af toppet skallesluger fra 20% i oktober til 75% i februar, i gennemsnit 42%. De gamle hunner udgør i gennemsnit 15% med 25% i oktober, faldende til 5% i februar. Ungfuglenes andel falder fra 55% i oktober til 20% i februar. Forholdet mellem gamle hanner og hunner er i gennemsnit 3,0:1. Hovedparten af de toppede skalleslugere nedlægges på morgentræk.

 

Jagtens indflydelse på bestanden

I Sverige nedlæggges årligt omkring 3.000 fugle. Den samlede afskydning har sandsynligvis ubetydelig indflydelse på bestandens størrelse. På grund af artens spredte forekomst relativt langt fra kysten har jagten ringe forstyrrelseseffekt.