Forekomst

Kaninen forekommer talrigt i Sønderjylland og på en del mindre øer, bl.a. Fanø og Endelave samt lokalt på Lolland og Bornholm. De fleste ø-bestande stammer fra udsatte dyr, mens den sønderjyske bestand er etableret ved indvandring fra Tyskland i 1920'erne. De nye forekomster på Loland og Bornholm skyldes ulovlige udsætninger.

I de første 30 år efter indvandringen bredte kaninen sig især i det østlige Sønderjylland. For at forhindre yderligere spredning blev der fra 1952 til 1962 foretaget en intensiv bekæmpelse i Sønderjylland. Bekæmpelsen blev opgivet i 1964, og siden er der sket en vis spredning, men ikke nær så kraftig som ventet. Det skyldes formentlig, at nordgrænsen for kaninens naturlige udbredelse går gennem Danmark, så bestanden er forholdsvis følsom over for strenge vintre og virussygdommen myxomatose. Myxomatosen rammer især, når tætheden i bestanden bliver høj. Svigninger i bestanden følges ikke nødvendigvis ad på forskellige lokaliteter.

Det årlige jagtudbytte har gennem tiden svinget voldsomt omkring 10.000, med 3.200 i 1981/82 som laveste værdi og 17.500 i 1990/91 som højeste. Det meste af udbyttet (57-95%), nedlægges i de sydligste dele af Sønderjylland samt på Fanø og Endelave.

Vejrforhold, prædatorer, sygdomme, landbrugsaktiviteter og afgrødevalg er formentlig de mest afgørende bestandsregulerende faktorer for kaninen. En lokal bestand kan måske reduceres noget gennem intensiv jagt, men generelt spiller jagten næppe nogen rolle i forhold til etablerede bestande.

Behovet for at regulere kaniner synes at være størst i områder, hvor der ikke kan drives egentlig jagt, f.eks. i bynære omgivelser og sommerhusområder. Det sker fra tid til anden, at kaniner (ulovligt) bliver sat ud på lokaliteter, hvor de ikke forekommer i forvejen, som det f.eks. er sket på Bornholm og Lolland. I sådanne situationer kan de forvaltende myndigheder vælge at sætte ind med regulære udryddelseskampagner.