Den danske Vildtudbyttestatistik

Hare

(eng.) European Hare
(la.) Lepus europaeus


Forekomst

Haren er almindeligt forekommende over hele landet.

 

Bestandsudvikling

Harebestanden er blevet stærkt reduceret i perioden efter 1960. Nedgangen skyldes forringede levevilkår i det åbne land, især på grund af intensiveringen af landbrugsdriften, herunder den stigende mekanisering og den stigende anvendelse af kemiske midler. Lokalt kan en faktor som trafikdødelighed også have spillet en rolle. Harens ynglesucces er faldet betydeligt inden for den periode, hvor udbyttet er gået ned. Andelen af unge harer i jagtudbyttet faldt fra 57% først i 1950’erne til 44% omkring 1990. Endvidere er der i de senere år konstateret en lavere killingeproduktion og en større killingedødelighed her i landet end i vore nabolande. De vigtigste årsager til den forøgede killingedødelighed er fødemangel i sommerperioden samt landbrugsmaskiner og prædation, især fra ræv og krager.

 

Jagtudbytte

Det årlige jagtudbytte lå omkring 430.000 fra begyndelsen af 1940’erne til slutningen af 1950’erne. Efter 1960 faldt udbyttet jævnt, bortset fra korte perioder med tilløb til stabilisering i første halvdel af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne. I 1997 var udbyttet nede på 113.000, hvilket er det laveste siden vildtudbyttestatistikkens start i 1941. Frem til 1984 viste udviklingen i udbyttet samme tendens i de enkelte landsdele med undtagelse af Sønderjylland, hvor hareudbyttet steg efter intensiv rævebekæmpelse i årene 1964-74 og 1978-82 på grund af rabies. Efter 1986, hvor Bornholms rævebestand er blevet reduceret til et minimum på grund af skab, er hareudbyttet på øen steget mere end 200%. I de jyske amter, hvor skaben også har floreret, var der en midlertidig udbyttestigning i begyndelsen af 1990’erne, men derefter ses igen en nedadgående tendens. Udbyttet på Øerne, hvor der ikke er skab, vedblev at falde efter 1984, dog ikke i Københavns Amt.

 

Jagtens indflydelse på bestanden

Jagten kan lokalt drives så intensivt, at bestanden bliver reduceret, men generelt vurderes jagten ikke at være begrænsende for bestanden.