Dobbeltbekkasin – Gallinago gallinago – Common Snipe

Dobbeltbekkasinen yngler spredt i Danmark. Fugle fra Skandinavien og Rusland passerer talrigt Danmark på træk i marts-maj og juli-oktober. Arten overvintrer fåtalligt.

Den europæiske bestand har været i tilbagegang i dette århundrede på grund af afvanding og opdyrkning eller skovtilplantning af egnede yngle-, raste- og overvintringslokaliteter. Ynglebestanden i Danmark er gået kraftigt tilbage i 1900-tallet som følge af afvanding og opdyrkning af fugtige arealer. Sidst i 1980'erne blev antallet af ynglepar vurderet til 3.000-4.000. Der foreligger ingen præcis opgørelse af den samlede bestandsstørrelse, men det skønnes, at 20-30 millioner fugle passerer Nordvesteuropa om efteråret.

Udbyttet af bekkasiner, der i midten af 1940'erne var 40.000-50.000 fugle, voksede til 70.000-80.000 sidst i 1960'erne og første halvdel af 1970'erne. Derefter begyndte det at falde, og udgjorde i midten af 1980'erne 25.000-30.000 fugle. Siden da er udbyttet faldet, og i de sidste 10 år har det stabiliseret sig på godt 20.000. Dobbeltbekkasin udgør 92% af det samlede bekkasinudbytte. Udbyttenedgangen skyldes sandsynligvis en kombination af den generelle tilbagegang i bestanden og udsættelsen af jagttidens begyndelse til 1. september fra 1983. Udbyttenedgangen har fundet sted i alle landsdele, men mest på Øerne, hvor den i Storstrøms Amt faldt med 78%. I Jylland har tilbagegangen været mindre, 57-58% i Sønderjyllands, Ringkøbing og Viborg Amter. Den tidsmæssige fordeling af jagtudbyttet viser, at efterårstrækket er i fuld gang ved jagtens begyndelse, idet 60% af udbyttet nedlægges i september. Efter udgangen af oktober nedlægges kun få dobbeltbekkasiner. Halvdelen af bekassinerne nedlægges ved at jæger og hund finder og letter fuglene; den anden halvdel nedlægges på trækjagt, hovedsageligt om morgenen.

Jagtens indflydelse på bestanden er ukendt. Det samlede udbytte i Europa er ukendt, men overstiger 700.000 (udbyttet i Frankrig, Storbritannien, Danmark, Holland og Belgien). Bekkasiner forekommer spredt og skjult, og jagtens forstyrrende effekt er sandsynligvis forholdsvis beskeden.